1.000 LEGO æsker til sårbare børn og unge


En ekstra opmuntring er på vej til børn, unge og familier i Blå Kors’ støttetilbud og familienetværk. Blå Kors har modtaget en stor donation fra LEGO Koncernen på 1.000 æsker med farverige klodser, som kan skabe glæde i en svær tid.

Nedlukningen af dagtilbud og skoler i hele Danmark betyder nemlig, at mange familier for tiden tilbringer rigtig meget tid sammen inden for hjemmets fire vægge.

Det var derfor med stor glæde, at den sociale hjælpeorganisation Blå Kors fik besked om, at LEGO Koncernen har valgt at donere 1.000 æsker med byggesæt til drenge og piger, som kan sprede positiv energi hos familierne.

– Vi er utrolig glade for den flotte donation fra LEGO Koncernen. Legetøjet vil fremkalde mange smil hos store og små og inspirere til leg i en tid, hvor der er et særligt stort pres på de familier, som i forvejen er udfordrede, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre i en pressemeddelelse.

LEGO æskerne bliver uddelt til børn og unge fra Blå Kors’ familienetværk og Barnets Blå Hus.

Familienetværkene er for sårbare familier og drives i partnerskab med lokale kirker, mens Barnets Blå Hus er et behandlingstilbud til børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug.