400 borgere så på Billunds udvikling og visioner

Mens Teatersalen var ret fyldt, stod flere borgere udenfor salen og fulgte med i mødet via tv-skærm.


Det var et særdeles velbesøgt arrangement Billund kommune havde stablet på benene i Billund Centret i går aftes. Her var alle interessenter i Billunds turist- og handelsliv repræsenteret for at svare på spørgsmål fra borgerne omkring alverdens ting.

Nok mest om hvordan det hele – muligvis – kommer til at se ud, når byggerodet om formentlig mange år har lagt sig.

Borgermødet havde til formål at informere borgerne om, hvor langt vi er i den byvision for Billund, der blev fremlagt for efterhånden nogle år siden.

– Og vi er langt – rigtig langt. Faktisk foran tidsplanen, hvilket jeg synes er utroligt. Allerede dengang vi fremlagde visionen, syntes jeg tidsplanen var ret optimistisk, sagde områdechef for By og Plan, Karen Margrethe Høj Madsen i sit indlæg fra scenen.

En opdateret udgave af kortet over Billund, hvor byvisionen vil skinne igennem, er nu hængt op i Billund Centret.