47 pct færre passagerer gennem lufthavnen i sidste uge

Arkivfoto/Billund Lufthavn


I adskillige måneder har det været fremgang på fremgang for Billund Lufthavn, der på månedsbasis sender sine passagertal ud. Sådan bliver det ikke, når tallene for marts skal sendes ud.

Alene i uge 11 oplevede Billund Lufthavn et fald i antallet af passagerer på 47 procent sammenlignet med samme uge sidste år. Og nedgangen ventes kun at øges de kommende uger. Derudover forventer lufthavnen, at flyselskaberne vil indstille størstedelen af flyvningerne på kort sigt.

– Vi forventer, at de nye tiltag og anvisninger fra myndighederne medfører endnu flere aflysninger. Vi følger det selvfølgelig på tæt hånd, så vi hele tiden har et overblik over, hvordan det påvirker vores lufthavn, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.

Situationen får naturligvis betydning for de ansatte i lufthavnen. Ledelsen er i øjeblikket i dialog med medarbejderne om de forskellige muligheder for at holde fri mens corona-krisen er over os.