658.000 kr til Billund Bibliotekerne


Hvordan kan en særlig hands-on-læringstilgang anvendes på tværs af biblioteker og skoler? Det er noget af det Billund Bibliotekerne skal afprøve med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Den læringstilgang som projektet er inspireret af, kommer fra den voksende maker-bevægelse og handler i bund og grund om at ”tænke med hænderne”. Her roder man med fænomener, teknologi og værktøj i en eksperimenterende og udforskende proces – ofte med et mål om at skabe noget nyt.

– Mange danske biblioteker har fået øjnene op for maker-bevægelsen. Det giver nemlig god mening, fordi et af maker-bevægelsens kendetegn er villigheden til at dele ud af viden, evner og ideer – og det er netop, hvad biblioteket lever af: at levere ressourcer, adgang og assistance til at hjælpe mennesker med at forstå verden. Derudover kan det i øvrigt betragtes som et godt supplement til bibliotekets traditionelle medier, siger maker-ansvarlig hos Billund Bibliotekerne, Christian Hansen.

I skolen giver den eksperimenterende og udforskende tilgang mening, når eleverne skal opbygge kompetencer i innovation og entreprenørskab, som er et tværgående tema i skolen med fokus på elevernes kompetencer til at skabe, udvikle og handle.

Projektet som hedder ’Læring gennem leg’, ledes af Billund Bibliotekerne og løber indtil efteråret 2018. Undervejs designes 5 maker-aktiviteter i et samarbejde mellem undervisere fra Lynghedeskolen, BillundSkolen, Billund Kulturskole, Grejsdalens Efterskole og bibliotekarer fra Billund Bibliotekerne og Haderslev Bibliotekerne. Designforløbet består af 5 workshops, som Designskolen i Kolding står bag.

Målet med projektet er at afprøve en ramme for samarbejdet mellem bibliotek og skole og udvikle eksisterende kompetencer hos fagpersonale.