Åbning/lukning af tunnelen under Grindstedvej – Læserbrev af Hugo Sørensen

Håndværkerne viser stolt den færdige bro frem for fotografen. Deres næste opgave er på Amager, så de takkede pænt farvel til fotografen, som til gengæld kommer til at savne de friske støbefolk. Foto: Hugo Sørensen


Undertegnede har i dag den 25. marts 2015 været til møde med Ole Bladt-Hansen og berørte parter, angående åbning/lukning af tunnelen under Grindstedvej i Billund.

Der foreligger nu dokumentation for den ændrede linjeføring af rampen, nord for den nye bro, mod Super Brugsen, således at den udførte trafiksikkerhedsanalyse er foretaget på et forældet grundlag.

Trafiksikkerhedsanalysen konkluderer, at tunnelen er en sikker krydsningsmulighed for bløde trafikanter, men det videre forløb med tilslutning ved p-pladsen er uhensigtsmæssig: Dobbeltrettet cykelsti, T kryds og Super Brugsens reklamer. Såfremt man skulle ønske at bevare stitunnelen, må det anbefales at løse ovenstående problemer. Disse ting er ikke længere aktuelle.

Ole Bladt-Hansen vil undersøge mulighederne for at få udført en ny trafiksikkerhedsanalyse, hvor der tages hensyn til de nye forhold på stedet.

På mødet blev det fremført, at det ikke kun er skolebørn til/fra ISB, men alle bløde trafikanter til/fra Billund Centret med bibliotek og ungdomsskole, LEGOLAND, svømmehal, Billund Skolen, Lindegården samt alle andre, der af den ene eller anden grund skal krydse Grindstedvej.

Hugo Sørensen, Billund

Håndværkerne viser stolt den færdige bro frem for fotografen. Deres næste opgave er på Amager, så de takkede pænt farvel til fotografen, som til gengæld kommer til at savne de friske støbefolk. Foto: Hugo Sørensen