Årets sommerlæsning for børn og voksne

Fotocollage: Jeppe Donslund


Ferietid er læsetid. Det er her, vi har tiden til at fordybe os i skønlitteraturen og i samarbejde med Billund Bibliotekerne bringer vi her forslag til årets sommerlæsning for både voksne og børn.

– Alexander Steffensmeiers herlige billedbøger om den elskelige ko Lotte findes både som lette billedbøger for de 1-3 årige og som almindelige billedbøger for de 3-6 årige. Koen Lotte har en fantastisk evne til at sætte ord på de følelser, alle børn kender, og historierne følges godt på vej af nogle rigtigt søde tegninger, fortæller børnebibliotekar Birte Holm Christensen.

Hun peger også på billedbogsserien om Vitello skrevet af Kim Fupz Aakeson som nogle af de bøger de 5-9 årige børn vil læse i ferien:

– Den meget charmerende ballademager Vitello skaber altid lidt ufrivillig ballade, hvor han kommer frem. Vitello fik sit navn, fordi hans mor boede i Italien, da hun var meget ung og meget smuk. Nu bor Vitello og hans mor i Danmark i et ganske almindeligt rækkehus ved Ringvejen. Der er ingen tvivl om, at Vitello vil få både børn og voksne til at grine højt og længe. Et andet pletskud for de 8-9 årige er den sjove højtlæsningsserie om Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer. Faktisk er Villads en helt almindelig og sød dreng, men han er bare rigtig god til at finde på lege, de voksne ikke altid synes, er så gode, så derfor får Villads tit skældud, siger Birte Holm Christensen om bogen.

For de 9-11-årige storhitter forfatteren Nicole Boyle Rødtnes for tiden med serien Zombie jæger. Det er for de 9-11 årige, der elsker zombier og gys, og som gerne vil læse spændende bøger uden for meget tekst.
Et sikkert hit året rundt, men især i sommerferien er bøger af Kenneth Bøgh Andersen, der bl.a. har skrevet den meget populære fantasyserie Den store djævlekrig . I historien følger vi den velopdragne Filip, der stik imod forventningen er endt i helvede, hvor djævelen vil gøre ham til tronarving . Kan læses af de 12-16 årige.
John Greens bøger er alle blevet utroligt populære blandt de unge, og især kærlighedshistorien En flænge i himlen om de alvorligt syge teenagekærester Hazel og Augustus vil blive læst af mange i løbet af sommeren – og helt sikkert efterlade tårer på strandhåndklædet.

Til de voksne tror bibliotekar Inge Fredberg fra Billund Bibliotekerne at den spritnye Sara Blædel-bog “Bedemandens datter”vil falde i god jord. Derudover Anne Ekbergs “Den hemmelige kvinde”, som er en forrygende dansk spændingsbog om hukommelsestab og familier med hemmeligheder.

Også kærlighedsromanen “Efter dig” af Jojo Moyes vurderes som et sommerhit. Bogen følger op på kæmpesuccesen fra Moyes “Mig før dig”.

Derudover tror Inge Fredberg på Ida Jessens “En ny tid”, som ifølge biblioteket er en smukt skrevet roman om en lærerindes liv i Thyregod i første halvdel af 1900-tallet.

– Den har lige fået to store priser, og det har givet mange nye læsere, siger Inge Fredberg.

Sidst, men ikke mindst, kan et godt bud på årets sommerlæsning være Christina Baker Kline “Pigen uden navn”:

– En ung pige og en gammel kvinde finder ud af, at de har rigtig meget til fælles på grund af deres barndom som plejebørn, der længes efter en rigtig familie, lyder Inge Fredbergs korte version af bogens handling.

Du kan søge i bibliotekets database og få mere inspiration ved at klikke her.