Ærgerligt nederlag til Grindsteds serie 1-herrer


– Vi havde fortjent det ene point.

Sådan siger Jimmi Søndergaard Nielsen, den ene halvdel af trænerduoen for Grindsted GIFs serie 1 herrer, der lørdag tabte 3-1 ude til Ringkøbing.

– Vi spiller skidt de første 25 minutter, hvor vi var under pres. Det sidste kvarter var mere lige, men desværre scorer de to mål lige inden pausen – det sidste et selvmål, siger Jimmi Søndergaard Nielsen. Ifølge ham var anden halvleg noget mere i Grindsteds favør:

– De sidste 45 minutter sidder vi total på, og har Ringkøbing under pres det meste af 2. halvleg. Vi kommer til flere store chancer, blandt andet et drøn på overliggeren, fortæller Jimmi Søndergaard Nielsen.

Efter 68 min. reducerede GGIFs Rasmus Rathe til 2-1, men desværre fik hjemmeholdet maksimalt udbytte af et hjørnespark kort før slutfløjt med scoringen til 3-1. Til stor ærgelse for trænerduoen:

– Vi havde fortjent det ene point, sagde en skuffet Jimmi Søndergaard Nielsen.

Allerede på torsdag skal serie 1-herrerne i aktion igen. Denne gang på hjemmebane hvor modstanderen hedder Ikast FS, der overtog førstepladsen fra Grindsted i weekenden, da uldjyderne vandt 2-1 hjemme over Mejrup.

 

Foto: Privatfoto