Affaldsteamet rykker ind til Åbent Hus hos Billund Vand


Må jeg smide de gamle gummistøvler i containeren til blød plast, og hvorfor er genbrug godt for miljøet og økonomien? Hvordan sikrer jeg mit hjem imod rotter og hvorfor er det vigtigt? Det kan du få svar på til Åben hus hos Billund Vand lørdag den 10. juni.

– Vi glæder os rigtig meget til at møde de besøgende i vores store telt. Vi skal alle passe godt på miljøet og jordens knappe ressourcer, og vi ser frem til en hyggelig snak med borgerne om, hvorfor det giver mening at lægge tomme mælkekartoner i én container og gamle aviser i en anden, oplyser affaldsteamet.

 Guld i skraldet

Billund Kommunes kampagne for bedre affaldssortering i den daglige husholdning er i fuld gang og i den forbindelse har du måske lagt mærke til sloganet ’Der er guld i skraldet – sortér dit affald’.

– Udover at genbrug er godt for miljøet, har vi i år valgt at fokusere på, at genbrug også er godt for økonomien. Der er stor værdi i genbrug, blandt andet fordi det er meget dyrere at producere produkter af helt nye materialer end af genbrugsmaterialer. Korrekt sorteret affald kan for eksempel omdannes til el, varme, biogas og nye produkter. Når du sorterer dit affald omhyggeligt, bliver det nemmere at genbruge, og udgiften til forbrænding bliver mindre, oplyser teamet.

Rotter på loftet

Til det åbne hus arrangement vil teamet yderligere have en sektion dedikeret til information om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

– Rotter er et alvorligt skadedyr, der årligt ødelægger for millioner af kroner. Men de økonomiske skader er ikke de værste. Rotten fører forskellige smitsomme sygdomme med, hvoraf nogle endda er meget farlige. Derfor skal de bekæmpes. Til arrangementet vil vi stå klar til at svare på spørgsmål om hvordan du bedst sikrer dit hjem imod rotterne, fortæller teamet.

Vind en lækker præmie

Hele familien er velkommen på Affald og Genbrugs stand til åbent hus hos Billund Vand, hvor også de mindste kan blive klogere på affald.

– Vi arrangerer en lille konkurrence, hvor alle, store som små, er velkomne til at løse en opgave om affald. Konkurrencen løber hele dagen lørdag og kl. 13 og 15 kårer vi en vinder, som får en fin præmie fortæller affaldsteamet.