Akademispillere indtager GGIFs førstehold


Fremover vil Grindsted GIFs førstehold i håndbold bestå af 8-10 spillere fra elitesportsakademiet IKA i Kolding. Det er resultatet af et netop indgået samarbejde mellem GGIF og IKA.

– Det bliver en kæmpe vitaminindsprøjtning til vores klub, at få tilført unge talenter med ekstraordinær lyst og vilje til at ville udvikle sig og samtidig være en del af et klubmiljø, siger GGIF-formand, Georg Danielsen.

Aftalen betyder også, at førsteholdet rykker træningen til Kolding, men hver 14. dag trænes der i Grindsted. Alle kampe kommer også til at foregå hjemme i Lynghallen. Omvendt kommer GGIFs ungdomshold til at nyde godt af, at elitesportsakademiet kommer til Grindsted for at træne dem 4-6 gange om året.

Baggrunden for samarbejdet er at ruste de unge talenter til bedre at begå sig i divisionerne. For modsat fodbold, basketball og cykling, findes der indenfor håndbold ikke kampe, turneringer og konkurrencer for unge talenter mellem 18 og 23 år. Her hopper man direkte fra U18-række op til seniorerne. Så kan det som ungt elitetalent være svært at tilkæmpe sig en plads på et divisionshold.

– Den tilgang er forkert, og med det samarbejde med Grindsted kan vi fortsat holde fokus på processen og ikke resultatet. Dermed forlænger vi muligheden for at holde fokus på at blive dygtigere helt frem til spillerne er 22-23 år, og det vil på sigt skabe endnu bedre elitespillere, mener akademileder i IKA, Flemming Pedersen, der selv skal træne holdet.

Håbet er at GGIF allerede næste sommer skal rykke op i 3. division.