Aktiv lokal fejrer 40 års hos sparekassen


Mandag den 1. august kan privatkundechef Søren Vinther fejre, at det er 40 år siden, at han startede som elev i Den Jyske Sparekasse i Grindsted. Efter elevtiden arbejdede han som rådgiver i Grindsted filialen frem til 1991, hvor han blev ansat som souschef i Billund. I 2011 blev titlen ændret til privatkundechef i forbindelse med interne organisationsændringer.

I løbet af de 40 år er der sket rigtig meget med sparekassen, som på daværende tidspunkt hed Grindsted Sparekasse. Søren Vinther kan komme med mange eksempler, der vidner om den store udvikling, sparekassen har været igennem de sidste fire årtier. Udover at antallet af filialer er steget fra 5 til 24 og medarbejderantallet fra 35 til ca. 440 – så var omgangstonen og tiltaleformen noget anderledes tilbage i 1976 hvor tiltaleformen var ”De” og ikke ”du”.

Hvis man kom til at sige ”du” til den forkerte, blev man helt sikkert irettesat, fortæller Søren Vinther.

– Arbejdsopgaverne var også meget anderledes, og de fleste blev udført manuelt. Det betød, at der var stor travlhed omkring den 1. i måneden, hvor kunderne kom ind i sparekassen for at få udbetalt deres løn. I dag lever vi i en digitaliseret verden, hvor kunderne klarer mange af dagligdagens bankforretninger via Netbank og Mobilbank. Derfor oplever vi ikke længere den store forskel på, hvilken dag i måneden det er – nu er der bare travlt hele tiden, siger Søren Vinther med et smil.

Sparekassens jubilar bor selv i Billund og er engageret i byens lokalsamfund. Siden 1999 har Søren Vinther siddet i bestyrelsen for Billund Handelsforening. Her har han været en aktiv del af det tætte samarbejde mellem handelsforeningen og LEGO House i forbindelse med byggeriet, som startede for to år siden. Gennem handelsforeningen er Søren Vinther også initiativtageren bag shuttlebussen, der kører rundt i Billund by i sommerperioden og er gratis at benytte.

Søren Vinther har altid haft mange forskellige fritidsinteresser og har blandt andet spillet turneringsbillard som ung. Sidenhen begyndte han at løbe og har gennemført en lang række motionsløb, herunder 13 maratonløb. I 2015 satte han sig et nyt mål: At gennemføre en ½ ironman. Efter et helt års træning blev målet nået den 12. juni 2016 i forbindelse med Challenge Denmark fra Herning til Billund. I dag er interesserne golf samt bridge.

Privat er Søren Vinther gift med Lisbeth. Sammen har de to børn og to børnebørn – samt et tredje barnebarn på vej.