Aldi sikrer sund morgenmad til børn på ferielejr

Modelfoto: Helle Kjærsgaard


Når Red Barnets Sommerlejr i Billund finder sted i denne weekend er det med morgenmad og snacks doneret af Aldi.

Det er fjerde år i træk at Aldi støtter Red Barnets sommerlejre med salg af vognmønter i alle Aldi-butikker og i år også med en donation af morgenmad og snacks til flere sommerlejre.

På lejren i denne weekend kan børn nyde en velfortjent ferie sammen med andre børn og Red Barnets frivillige.

– Der findes alt for mange børnefamilier i Danmark, som ikke har råd eller overskud til at tage på sommerferie. Derfor giver vores frivillige børnene mulighed for at komme på en ferielejr, hvor de kan få gode oplevelser og danne nye venskaber. Vi er taknemmelige for, at ALDI er med til at støtte vores arbejde for børn i udsatte positioner, siger Mia Krabbe, der er ferielejrenes projektleder.

Hvert år deltager flere hundrede børn og deres familier på Red Barnets ferielejre som den, der afholdes i Billund. Her klatrer børnene i træer, maler, tegner, leger på stranden og går på opdagelse i skoven, hvor der er rig mulighed for at få nye venskaber og skabe gode ferieminder.

Med de stigende priser på energi og råvarer er der i år ekstra behov for støtte til Red Barnets sommerlejre. Butikschef Murat Yildiz fra Aldi i Grindsted er glad for at være med til at give børn i udsatte positioner en god sommer:

– Jeg er stolt af at være en del af en virksomhed, hvor både kunder og medarbejdere kan være med til at gøre en forskel for de dårligst stillede børn i Danmark. Jeg håber, at børnene får nogle dejlige dage på ferielejrene med masser af gode oplevelser, lyder det fra Murat Yildiz.