Anni: Folkeskoler og friskoler skal bruge hinanden mere

Her prøver Anni Matthiesen at sy - set med et børnearbejders øjne. Kemikalierne og belysningen i de såkaldte sweatshops går ud over børnenes syn, der bliver sløret - og så er det svært at sy.


Den læring som finder sted på eksempelvis Den Internationale Skole i Billund bør flere folkeskoler tage til sig. Den konklusion kom det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen (V), blandt andet frem til, da hun i dag var gæst på ISB for at se nærmere på 4. årgangs projekt med titlen “Rettigheder”.

Gennem seks uger har eleverne dykket helt ned til roden af begrebet rettigheder, og hvert hold har udvalgt specielle rettigheder, de ønskede at se nærmere på; det være sig eksempelvis kvinders, børns, musikeres eller dyrs rettigheder. De seks ugers arbejde kulminerede i dag med en udstilling, som en venskabsklasse fra den internationale skole i Esbjerg kom til Billund og så nærmere på.

Og den måde at lære på kan den danske folkeskole godt tage lidt til sig, mener Anni Matthiesen (V) fra Krogager:

– På denne måde har eleverne i løbet af de seks uger flere typer undervisning ind over, ligesom de har kontakt med mange forskellige lærere, som bruger rigtig meget tid på at sparre med eleverne, for det er nemlig vigtigt at vi som voksne hører om de er på rette spor i deres arbejde – altså tjekker om eleverne har forstået opgaven eller om det hele er indøvet, siger Anni Matthiesen, som dog mener, at folkeskolen er på rette vej med at tage nye undervisningsmetoder til sig:

– Flere folkeskoler er heldigvis godt på vej til at kigge over hækken for at se om der er noget at tage ved lære af hos andre. Og netop det her med at lave mere projektorienteret undervisning undervejs, synes jeg flere og flere folkeskoler har fået øje på, at det er en god måde at lære på. Fordi eleverne både lærer at samarbejde, men også har forskellige lærere – ikke nødvendigvis deres egen – og så lærer de måske andre ting, når det er en ny voksen, der sidder over for dem, siger Anni Matthiesen.

Hun har store forhåbninger til de nye tider, hvor fri- og folkeskoler tager ved lære af hinanden og håndplukker de gode ting på tværs af skoletyper:

– Vi skal droppe “vi og dem”, og i stedet sige “os”. Og bare dét at folkeskoleforeningen og friskoleforeningen nu er begyndt at arbejde tæt sammen på overordnet niveau, tror jeg kommer til at brede sig længere ned i skolesystemet; at man ikke  omtaler de andre som konkurrenter, men som nogen man arbejder sammen med, siger Anni Matthiesen.

Hele samlingssalen på ISB var fyldt med elevernes projekter.