Anni tilfreds med nye ministre

Esben Lunde Larsen og Anni Matthiesen uder et fælles besøg hos Den Internationale skole i Billund. Privatfoto


Den lokale venstrekvinde i Folketinget, Anni Matthiesen fra Krogager, er ganske godt tilfreds med sin chef, Lars Løkke Rasmussens valg af ny Miljø- og fødevareminister:

– Jeg glæder mig meget over, at Venstres nye Miljø- og Fødevareminister hedder Esben Lund Larsen, da jeg jo kender Esben rigtig godt – både via mit ordførerskab på Uddannelse- og Forskningsområdet – men også fordi vi har arbejdet tæt sammen om flere politiske ting siden vi begge blev valgt i folketinget i 2011, siger Anni Matthiesen.

Hun kalder Esben Lunde Larsen en person, der er hurtig til at sætte sig ind i nyt og kompliceret stof.

– Han er meget imødekommende samt dialogsøgende og jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med ham, siger Anni Matthiesen (V).

Hun glæder sig også til at arbejde sammen med Ulla Tørnæs, som overtog Esben Lunde Larsens post som Uddannelses- og Forskningsminister.

– Jeg kender Ulla, som en dygtig politiker, som arbejder hårdt. Jeg har ikke tidligere arbejdet tæt sammen med Ulla – men kender hende, som en solid og stærk vestjyde, siger Anni Matthiesen.