Arbejdsulykke ved LEGO-byggeri

Redningsfolk fra både Billund og Grindsted rykkede ud til arbejdsulykken på Højmarksvej i Billund.


En bygningsarbejder kom i dag til skade ved det igangværende byggeri mellem Højmarksvej og Aastvej, hvor LEGO er ved bygge nyt hovedkvarter.

Ulykken skete da manden i forbindelse med noget støbearbejde faldt tre meter ned, landede på skulderen og slog både skulder og siden af hovedet.

– Han har selvfølgelig ondt, men hans skader er ikke kritiske, lød det fra indsatsleder Torben Ravn, der valgte at tage folk fra både Billund og Grindsted med til byggepladsen:

– Vores melding lyder på, at en mand er kommet til skade inde på byggepladsen. Derfor vælger jeg at tage stigevognen fra Grindsted med, fordi jeg ikke ved, om han skal løftebæres ud, eller om vi skal fiske ham ud. Og stigevognen har bare alt hvad man skal bruge til løft på netop sådan en byggeplads her, siger Torben Ravn, der var ovenud tilfreds med indsatsen.

– Samarbejdet med folkene på pladsen og de øvrige myndigheder var bare super, så vi tager også det her som en øvelse for at blive skarpere på, hvad vi muligvis kan komme ud for i de kommende år, hvor der vil være mange byggepladser i området, forklarer Torben Ravn.