Bæredygtigt LEGO-legetøj på vej i handlen

LEGO har knækket koden med at producere LEGO-klodser af bæredygtigt materiale. Foto: LEGO


Verdensnaturfonden, WWF og LEGO Koncernen er gået sammen for at tage hånd om verdens store miljø- og klimaproblemer. Der er allerede opnået store resultater på klimaområdet, og nu kan parterne præsentere de første bæredygtige LEGO-legeting – som i øvrigt er på vej i handlen.

Det er de bløde plastik-elementer af legetøjet – som træer, blade og buske, der nu bliver lavet af plantebaseret plastik fra sukkerrør.

– Der er ingen tvivl om, at plastik er en af verdens helt store udfordringer lige nu. Det bliver produceret i massevis og tærer på jordens ressourcer og økosystemer. Derfor har vi i WWF i flere år været i gang med at reducere brugen og udvikle nye, bæredygtige typer af plastik. Vi er meget tilfredse med, at LEGO har brugt vores ekspertviden til at gøre børnenes favoritlegetøj mere miljørigtigt, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

For børn og andre barnlige sjæle vil der ikke være nogen forskel at se på de nye mere bæredygtige produkter. De vil stadig se ud som før og føles som før. Men de er noget andet. De kommer ikke fra olie, der er hevet op af jorden. De kommer fra sukkerrør, der kan dyrkes og anvendes på mange måder.

– Vores pionerarbejde sammen med LEGO viser, at det er muligt at producere bæredygtige alternativer til den konventionelle plastik. Nu håber jeg bare, at andre virksomheder vil følge i LEGOs fodspor. Det vil i længden være med til at redde verdens dyreliv, der bogstaveligt drukner i vores plastikaffald, og det vil spare på vores dyrebare naturressourcer. Vores børn kommer til at betale prisen, hvis ikke virksomhederne tager fat om dette problem nu, siger Bo Øksnebjerg i en pressemeddelelse.