Bedsterne var med i skole

Bedsteforældrene var med en tur i skole i dag til Grindsted Privatskoles bedsteforældredag. Foto: Grindsted Privatskole


Der kom bedsteforældre fra både nær og fjern, da Grindsted Privatskole bød indenfor til Bedsteforældredag. Henved 250 “bedster” takket ja til tilbuddet om at følge barnebarnets skoledag.

Skoledagen startede, som den plejer, med fælles morgensang for alle og var derefter tilrettelagt, så bedsteforældrene deltog aktivt i undervisningen de to første lektioner. Bedsteforældrene skulle arbejde sammen med eleverne om forskellige opgaver på samtlige årgange. I 1. klasse omhandlede dagens pensum f.eks. den danske grundlov, og spørgsmål såsom: ”Hvorfor fejrede vi grundlovsdag i mandags?” og ”Hvordan synes vi en ”grundlov” i skolen skal lyde..?” Børn og bedsteforældre kunne sammen komme med deres bud på en skolegrundlov.

Matematikundervisningen i 5. klasse blev meget nærværende, da bedsteforældrene kunne hjælpe deres børnebørn med perspektivtegning. Det blev til mange samtaler om forsvindingspunkter, horisontlinjer osv. samtidig med at tegningerne tog form.

Skoleleder Annette Lundgaard kalder dagen en succes:

– Det har været en berigende og lærerig dag for alle parter. Vi gentager succesen igen til næste år, lover hun.