BI Håndbold tilbyder nu hold til alle årgange


Mens håndboldafdelingen under Billund IF fortsat soler sig i succesen over at være blevet kåret til landets bedste håndboldklub af Danmarks Håndboldforbund, så kan klubben også glæde sig over, at medlemmerne strømmer til. Således kan klubben for første gang nogensinde tilbyde hold på samtlige drenge- og pigeårgange.

– Vi er utrolig stolte af at kunne sige velkommen til en sæson, hvor vi har tilbud på alle håndboldhylder. Det er fantastisk, at så mange har lyst til at spille håndbold i Billund, og at det samtidig er lykkes os at finde så mange gode trænere, siger en glad formand Mona Nielsen.

De nye hold i år er drengeholdene U16 og U18, som ikke tidligere fandtes i Billund Håndbold. Oveni er pigeholdet U16 kommet til.

På de yngre årgange fra 2007, 2008 og 2009 er der så mange håndboldspillere, at klubben her har måttet dele spillerne op i ialt tre hold:  Et for 0. klasse, et for 1. klasse og et for 2. klasse. Det er exceptionelt, da håndboldspillere ellers på skift spiller to årgange sammen i hver sæson.

Men succesen har en bagside. For flere hold kræver mere haltid, og det er der ikke meget tilbage af i Billund Idrætscenter.

– Det er bare blevet sværere og sværere at få vores haltider til at gå op i takt med at vores klub er vokset, og vi selvfølgelig fortsat skal dele tiderne med de andre foreninger i Billund Idrætsforening, siger Mona Nielsen. Hun drømmer sammen med resten af foreningslivet i Billund Idrætsforening om en udvidelse af Billund Idrætscenter i nær fremtid.

Hvis ikke det lykkes, bliver det pladsmangel, der kommer til at bremse væksten i den jyske håndboldklub. Og det ville være synd, når nu alt andet ser ud til at lykkes.