Bibliotekarer skal blive klogere på Billunds Making

Foto: Billund Bibliotekerne


Efter påske fyldes LEGO House af bibliotekarer fra hele Danmark, som skal blive klogere på, hvordan de selv kan igangsætte MAKER-aktiviteter enten på biblioteket eller i samarbejde med skoler i deres lokalområde.

Konferencen er arrangeret af Billund Bibliotekerne, som har inviteret fem nationale og internationale eksperter inden for børns udvikling og læring, kreativ læring, samt e-læring til at dele ud af deres viden.

Konferencen afholdes i forbindelse med projektet ”Læring gennem leg – hvordan kan making styrke og udvikle samarbejdet mellem folkeskoler og folkebiblioteker?” og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. Projektet kigger nærmere på, hvordan MAKING kan bruges til at udvikle folkebibliotekernes samarbejde med folkeskolen.

Den læringstilgang som projektet er inspireret af, kommer fra den voksende maker-bevægelse og handler i bund og grund om at ”tænke med hænderne”. Konferencen bærer derfor titlen: MAKING – at tænke med hænderne.

– Skaberkulturen vinder i disse år indpas på mange danske biblioteker. Og det er ikke uden grund: MAKER-bevægelsen ønsker at dele viden, evner og ideer, hvilket er helt i overensstemmelse med folkebibliotekets værdigrundlag. På Billund Bibliotekerne anvendes MAKING aktivt i udviklingen af bibliotekets rolle som leverandør af ressourcer, adgang og assistance til at hjælpe mennesker med at forstå verden, siger Christian Hansen, der er projektleder for ’Læring gennem leg’ ved Billund Bibliotekerne.

Hvad er MAKING?
Begrebet MAKING kommer af en teknologisk og økonomisk bevægelse, hvor udviklingen har gjort teknologier, som f.eks. 3D print og laserskæring, tilgængelige for almindelige mennesker. Hvis du har besøgt Billund Bibliotek inden for det sidste års tid, har du måske bemærket, at der er blevet bygget robotter i bibliotekets kreative hjørne – det såkaldte MAKERSPACE. Eller du har måske set skoleelever prøve kræfter med at bygge den hurtigste racerbil på biblioteket i Magion. Alle aktiviteterne har til formål at styrke børns læring gennem leg, og hvordan de lærer af processen med at skabe og de udfordringer der opstår, mere end de lærer af selve resultatet.

Man kan selv prøve kræfter med MAKING på Billund Bibliotek hver torsdag kl. 15.30