Bibliotekerne snart klar med sommerferieposer

Arkivfoto: Billund Photo


Fra d. 22. juni kan der bestilles en sommerferiepose med bøger, lydbøger, film, musik og elektroniske spil til børn i alderen 0 til 14 år. Bestillingsblanketten findes på bibliotekets hjemmeside under Sommerferieposer.

– Der er mulighed for at komme med ønsker til de materialer, dit barn eller barnebarn gerne vil have med i posen. Vi kan bare ikke love, vi kan opfylde alle ønskerne, men er der for eksempel ikke flere bøger om prinsesser, stjernehimlen, rekordbøger, vulkaner, stenmaling og maskiner finder vi helt sikkert noget andet spændende. Vi målretter under alle omstændigheder posens indhold til barnets alder, interesser og læseniveau, lyder det fra Billund Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Her oplever man fra tidligere år stor succes med sommerferieposerne.

– Børnene opfatter helt klart poserne som lykkeposer, og forældre og bedsteforældre har givet udtryk for, at det er dejligt at få hjælp til at finde bøger og andre biblioteksmaterialer til børnene. Ferieposerne er i tidligere sommerferier taget med i sommerhuset og i campingvognen eller har ligget klar hos bedsteforældrene, når børnebørnene er kommet på ferie. Der er det fantastiske ved især bøger, at de er rare at have, uanset om det regner, eller solen skinner fra en skyfri himmel, lyder det fra Billund Bibliotekerne.