Biblioteket gør forældrene klogere på Pokémon GO

Foto: Niantic


Hvad er det der har gjort Pokemón GO så populært blandt børn og unge – og i flere tilfælde også deres forældre? Og hvad er det præcist det går ud på? Det vil Billund Bibliotekerne hjælpe med at skabe klarhed over.

Biblioteket arrangerer i samarbejde med programmør og webudvikler Jakob Klein Petersen fra Silkeborg to foredrag i henholdsvis MAGION og på Billund Bibliotek i Centret.

– Foredraget henvender sig til både børn, unge og voksne, som enten lige er startet på at spille Pokémon GO eller har spillet det et stykke tid og til forældre og lærere, der bare vil vide lidt mere om, hvad det er, børnene foretager sig, når de farer rundt og fanger Pokémons, lyder det fra Billund Bibliotekerne.

Udover at gennemgå spillets indhold og muligheder, og hvordan man kommer godt fra start, så giver Jakob Klein Petersen også tips og tricks til spillet på den lange bane.