Biblioteket hjælper med at bevare læselysten


Det er vigtigt for især de yngre skoleelever at holde læseevnen og -lysten vedlige henover sommeren. Derfor har landets biblioteker lavet den fælles læselystkampagne, Sommerbogen, der finder sted i skolernes sommerferie. På Billund Bibliotekerne står personalet klar med gode bøger og tips til formålet.

– Sommerbogen er en landsdækkende læsekonkurrence for de 7-14 årige børn med et meget enkelt koncept: Læs tre bøger efter eget valg og anmeld dem på Biblo.dk. Så er man med i konkurrencen om bl.a. en iPad Mini. Foruden hovedpræmierne er der bogpræmier på højkant hver dag i hele konkurrenceperioden, fortæller børnebibliotekarerne Mette Naldahl og Birte Holm Christensen.

Det slet skjulte formål med Sommerbogen er at give de 7-14 årige lyst til at blive ved med at læse hen over sommerferien. Sidste år deltog ca. 4.000 børn fra hele landet i Sommerbogen, og tilsammen lavede de omkring 13.000 anmeldelser – enten på skrift eller på film. Det vigtigste er dog, at det er en rigtig anmeldelse. Det vil sige en anmeldelse, hvor man begrunder sin mening om den bog, man har læst.

Det er første gang, at Sommerbogen foregår på Biblo.dk, som er folkebibliotekernes nye digitale bibliotek og mødested for tweens.