Biblioteket sælger ud

Dette er blot nogle af de ting, der sættes til salg ved loppemarkedet på Billund Bibliotek. Privatfoto


Der vil formentlig være en del retro-look-interesserede blandt køberne, når Billund Bibliotek i forbindelse med den kommende nyindretning holder loppe- og møbelsalg. Flere retro-ting er kommet op fra kælderen, og måske flere af tingene ligefrem er blevet moderne igen. Eksempelvis en flot orange lyttelampe fra 1980’erne, gamle bogkasser og andre spændende retro-genstande.

– Der er stadig fuld gang i oprydningen, og forhåbentlig kan de mange genstande og møbler få nyt liv og skabe glæde et andet sted. Der bliver i hvert fald god mulighed for at gøre en god handel, siger Birthe Sejersen, daglig leder af Billund Bibliotek.

Loppemarkedet foregår på biblioteket i Billund Centret tirsdag d. 15. december og onsdag d. 16. december fra kl. 13.00 – 18.00.