Billund Airport Hotel erstatter Zleep-navnet


Hotellet ved Billund Lufthavn skal fremover hedde Billund Airport Hotel. Det er konsekvensen af den franchiseaftale, der er lavet med Bühlmann-koncernen, der har overtaget driften.

Mens navnet på facaden skiftes, er det dog samme hoteldirektør, Martin Ebmark, der står i spidsen for hotellet.

Ifølge ham ligger det i naturlig forlængelse af ejernes og ledelsens strategi nu at skifte til Bühlmann, som har de samme værdier som man ønsker at bygge det fremtidige Billund Airport Hotel på:

– Bühlmann har allerede vist, at de arbejder værdibaseret, differentieret og med kunden i centrum – præcis ligesom vi gør. Vi glæder os meget til et udbytterigt samarbejde med en stærk partner, der kan bidrage til at Billund Airport Hotel fortsat har fokus på ambitionerne om at yde god service og værtsskab, siger Martin Ebmark.

Med cirka 80.000 årlige gæster/overnatninger har hotellet haft stor succes de seneste år, og ambitionen er at fastholde den position, man har i skrivende stund, som et af de hoteller, der
klarer sig bedst i trekantsområdet.

Ledelsen, der består af hoteldirektør Martin Ebmark, hotelchef Denise Dudat og kommerciel chef Kirsten Paugan, har ingen planer om at hvile på laurbærrene – tværtimod:

– Det nye samarbejde med Bühlmann gør, at vi kan gennemføre de udviklingsplaner, vi har for hotellet. Der bliver fremover endnu mere fokus på service og kvalitet og allerede i dette efterår moderniserer og opgraderer vi 103 værelser. Derudover forventer vi, i 2024/2025, at udvide med cirka 50 nye værelser, så hotellet bliver det største enkeltstående hotel i Billund. Derudover indretter vi nye loungeområder, ny bar og nyt restaurantområde, hvor vi satser på et større kvalitetsudvalg. Allerede i efteråret 2023 etablerer vi mødefaciliteter, så vores erhvervskunder kan afholde møder med panoramaudsigt til landingsbanen, siger Martin Ebmark.