Billund Bibliotekerne vil skabe makerspace i MAGION Biblioteket


Billund Bibliotekerne vil udvikle et makerspace i MAGION Biblioteket, som et tilbud til unge og voksne. Derfor inviterer de nu til borgermøde, hvor alle med interesse kan komme med inputs til det kommende rum.

Et makerspace stiller forskellige materialer og teknologier til rådighed. Det kan fx være 3D printere, broderimaskine, folieskærer, symaskiner og lign.

Udover at stille teknologi til rådighed, vil Billund Bibliotekerne gerne skabe rum for et fællesskab på tværs af interesser. Derfor er det relevant for alle som strikker, syer, broderer, programmerer, godt kan lide at rode med mekanik, teknologi eller noget helt andet.

Den 27. november vil der fra kl. 17-18 være et møde i cafemødelokalet i Magion hvor alle maker-interesserede kan komme med inputs. Det kræver tilmelding, som skal ske senest den 25. på billundbib.dk/makerspace.