Billund-butikker mærker god opbakning trods byggerodet


Der er stadig halvandet års tid tilbage med byggerod i hjertet af Billund. LEGO House forventes at slå dørene op i efteråret 2017 og når det sker, har de fleste butikker i Billund – formentlig – overlevet tre års byggeri.

– Vi kæmper alle sammen for at holde gang i hjulene, så selv om vi bor i Billund by med alle mulige aktiviteter, så får vi altså ikke noget forærende. Jeg har en fornemmelse af, at de butikker der er, alle holder skindet på næsen. Så vi må jo alligevel formå at holde kunderne i byen, smiler formanden for Billund Handelsstandsforening, Flemming Nørbygaard, fra Sportmaster.

Han og de andre butikker har oplevet et formidabelt samarbejde med LEGO House undervejs i hele processen.

– Vi har hele vejen haft en tæt kontakt med LEGO House, som er meget lydhøre overfor vores behov og for at gøre tingene sammen med os i handelsstandsforeningen. Vi oplever at man gerne vil bruge midler på at holde hjulene i gang, så midtbyen er attraktiv – trods byggerodet, siger Flemming Nørbygaard.

Han og de andre butikker kan nu skimte lyset for enden af tunnellen:

– Man skal vist være ret pessimistisk hvis man ikke tror det bliver rigtig godt at være butik i Billund og nabo til LEGO House, smiler handelsstandsforeningsformanden.