Billund-elever repræsenterede Danmark ved FLL-finale

Det eneste danske hold, der havde kvalificeret sig til årets FLL-finale i USA, var The Brick Waves fra BillundSkolen. Privatfoto


100 hold stillede op til finalen i årets First LEGO League-turneringen, der blev afholdt i Detroit i USA. Blandt dem, The Brick Waves fra BillundSkolen, der var det eneste danske hold, der havde kvalificeret sig til finalen.

Holdet bestående af Julie Fasterholdt, Laura Vilstrup, Lasse Nielsen, Jacob Stahlfest Jørgensen, Frederik Nielsen, Kasper Jensen og Mads Froberg havde netop fået overstået konfirmationen hjemme i Danmark, da turen gik til USA for at deltage i finalen.

– I torsdags var holdet i 3 omgange inde og præsentere projekt, robotdesign samt deres kerneværdier for de amerikanske dommere. Fredag stod i robottens tegn, hvor holdet klarede sig rigtig godt. De endte på en delt syvendeplads – en imponerende placering blandt First LEGO League-entusiaster i sæsonens afsluttende finale, lyder det fra de voksne omkring holdet.

Efter konkurrencen var der afgang hjem til Danmark igen, hvor Blå Mandag-festlighederne venter om en uge.