Billund er landets mest ejendomsvenlige kommune

Arkivfoto: Billund Photo


Billund er den kommune i landet, der skaber de bedste rammer for ejendomsbrugere og- ejere. Det mener i hvert fald erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark, der har kåret Billund som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Det er fjerde år prisen uddeles, og i år altså til Billund. Til stor glæde for borgmester Ib Kristensen (V):

– Vi er lidt betænkelige ved sådan nogle undersøgelser, men vi kan ikke komme udenom, at vi elsker at være nummer et. I næsten alle undersøgelser er vi placeret i top 10, så det kan ikke være helt forkert, det vi gør. Jeg er ganske godt tilfreds, siger Ib Kristensen.

Baggrunden for at Billund nupper førstepladsen er de lave ejendomsskatter, næsten ingen afgifter og gebyrer og en effektiv byggesagsbehandlingstid. Især sidstnævnte har spillet en stor rolle. På bare et år har kommunen skåret 24 dage af byggesagsbehandlingstiden, så den i gennemsnit nu er 60 dage i forhold til 84 dage sidste år. Derudover har Billund kommune også valgt at afskaffe byggesagsgebyrerne, så det ikke koster noget for virksomhederne at kommunikere med kommunen om kommende byggerier. Og Ib Kristensen er overbevist om, at færre afgifter på erhvervslivet gavner kommunen.

– Vi er en del af Trekantområdet, og der har vi sagt, at vi gerne vil være en afgiftsfri zone til gavn for vores erhvervsliv. Vores tro er, at den indkomst, byggesagsgebyret udgjorde, alligevel blev brugt på at registrere og sende regninger ud. Og de penge vil vi gerne bidrage med, hvis det betyder, at vores erhvervsliv og borgere får en nemmere og bedre sagsbehandling, siger borgmesteren.

Ifølge Torben Christensen, der er administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark, er Billund Kommune et godt eksempel på, hvordan kommunerne kan skabe gode rammer for ejendomsbrugere og -ejere.

– I kommunerne handler det om at tiltrække virksomheder, arbejdspladser og nye borgere. I den sammenhæng er det afgørende, at man kan tilbyde nogle gode vilkår og rammer for dem, der ejer og investerer i ejendomme. Behandler man ikke sit erhvervsliv ordentligt, koster det på væksten. Det har mange af de jyske kommuner været opmærksomme på, og derfor placerer de sig også i toppen af undersøgelsen, siger Torben Christensen.

Kommunerne vurderes ud fra seks parametre

• Størrelsen på dækningsafgiftssatsen
• Størrelsen på grundskyldspromillen
• Sagsbehandlingstiden for byggesager
• Størrelsen på byggesagsgebyrer
• Om kommunen har valgt at regulere huslejerne eller ej
• Antallet af forbrydelser mod ejendomme