Billund ErhvervsFremme har fundet sin nye direktør

Hans Peter Folmann Foto: Billund ErhvervsFremme


Det bliver den 47-årige Hans Peter Folmann, der den 1. maj tiltræder som ny direktør for Billund ErhvervsFremme. Han starter dog allerede på deltid fra på mandag.

Formanden for Billund ErhvervsFremme glæder sig over at have fået ansættelsen af den nye direktør på plads:

– Det har været en lidt lang proces inden vi slog stillingen op, da vi først har arbejdet med en analyse af vores organisation og dermed hvilken profil vi ønskede. Herefter er det gået relativt stærkt og vi stod hurtigt med et enormt stærkt ansøgerfelt. Det var et enigt ansættelsesudvalg der pegede på Hans Peter Folmann. Vi får en kompetent direktør med forankring i erhvervslivet. Samtidig har Hans Peter Folmann et godt lokalkendskab. Jeg ser meget frem til samarbejdet, siger formanden for Billund ErhvervsFremme, Søren Klausen, AVdesign.

Også den nye direktør glæder sig til at komme igang med arbejdet:

– Der bliver nogle særdeles spændende udfordringer med den nye strategi og dem ser jeg frem til, siger Hans Peter Folmann.

Han har en baggrund i det private erhvervsliv hos Dansk Supermarked, Bang & Olufsen, LEGO og de sidste 2 et halvt år som selvstændig, hvor han har arbejdet som konsulent i mindre virksomheder med forretningsudvikling som speciale