Billund-firmaer ofre for svindelmail

Mailen, der er skrevet på ubehjælpelig dansk og tydeligvis oversat ved hjælp af automatisk oversættelse.


Flere firmaer i Billund er dumpet i fælden med at betale løsesum for deres oplysninger på computeren. Virksomhederne er er faldet for en mail, der tilsyneladende er sendt fra PostDanmark, der oplyser virksomhederne om, at der er en pakke klar til afhentning. På ubehjælpelig dansk fortæller mailen, at modtageren af mailen har “uforløste pakken”. Med mailen er et link og et enkelt klik på det, sender ens computer i favnen på svindlerne.

– Linket henter en fil fra en russisk server, som siger, at man skal køre programmet, for at udskrive en pakkelabel. Når man gør det, inficeres ens computer med det samme. Programmet krypterer dine dokumenter, billeder og filer, hvilket betyder, at du ikke kan åbne dem igen – andet end fra en backup, fortæller Per Ahm fra Pahm IT i Billund.

Han har oplevet flere tilfælde af desperate kunder i de seneste dage.

– Typisk vil man forsøge at genstarte computeren, men når man gør det, så er alle filerne omdøbt og krypteret, og på skærmen dukker en besked op om at man kan betale sig til at få låst filerne op. Prisen ligger typisk på 500 dollars, men der er intet, der taler for at det nytter at betale svindlerne, siger Per Ahm.

Ifølge ham er der kun én måde at redde computeren på:

– Computeren skal nulstilles og så skal seneste backup af disken indlæses, siger Per Ahm, der dog erkender, at det er de færreste, der rent faktisk tager backup jævnligt.

Per Ahm minder om, at PostDanmark ikke er i besiddelse af ens mailadresse og aldrig ville henvende sig på den måde. Samtidig bør alarmklokkerne ringe, når en mail indeholder så mange grammatiske fejl som denne.