Billund gør det endnu bedre for virksomhederne

Modelfoto


Billund er Danmarks 7. bedste kommune at drive virksomhed i. Det fastslår virksomhederne i Billund selv i den årlige undersøgelse af erhvervsklimaet, som Dansk Industri laver. Dermed kravler kommunen et enkelt skridt op af listen i forhold til sidste års 8. plads.

Borgmester Ib Kristensen lægger ikke skjul på, at ambitionen er en endnu bedre placering, men han glæder sig over, at Billund er rykket fra ottende til syvendepladsen og ikke mindst, at virksomhederne anerkende satsningen på Børnenes Hovedstad og de massive investeringer i dagtilbud- og skoleområdet som Byrådet hat sat igen og som øges de kommende år.

– Det betyder meget at virksomhederne anerkender det. Og det er også et af de parametre vi skal bruge, når vi skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft til kommunen, siger Ib Kristensen (V).

Men faktisk er Billund den bedste kommune i landet at drive virksomhed i forhold til skatter og afgifter. Det er nemlig ét af de parametre, virksomhederne måler deres hjemkommune på. De øvrige er eksempelvis kommunal sagsbehandling, arbejdskraft, infrastruktur og image.

– Det er en placering jeg er meget tilfreds med, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Der er i det hele taget en række positive faktorer i årets undersøgelse for Billund Kommune og Billund ErhvervsFremme.

– Der er også områder, hvor vi kan blive endnu bedre, og det skal vi naturligvis arbejde med, siger direktør i Billund ErhvervsFremme, Morten Karlsbjerg.

Grunden til at Billund ikke indtager de allerøverste pladser på listen er den forholdsvis ringe infrastruktur og muligheder for transport. Men netop på disse områder er kommunen trods alt rykket 29 pladser frem til en samlet placering som nummer 50.

– Vi er faldet lidt på dialog og information. Det er et område, hvor vi traditionelt har ligget fint, men hvor andre kommuner er begyndt at gøre meget, og vi skal naturligvis også have kigget på, hvordan vi kommer i endnu tættere dialog med vores virksomheder og får dem informeret, siger borgmester Ib Kristensen.

 

Placering for Trekantområdets kommuner (2015 i parentes)

Middelfart 5 (10)
Billund 7 (8)
Vejen 8 (6)
Kolding 15 (16)
Vejle 30 (33)
Haderslev 35 (28)
Fredericia 37 (37)