Billund har nu landets højeste incidens


Smittetallet i Billund Kommune har generelt været stigende i løbet af den sidste uge, og søndag klokken 14 ligger Billund Kommune med landets højeste smittetal i forhold til antallet af indbyggere.

Smitten er i særlig høj grad koncentreret i Grindsted, hvor den er geografisk spredt rundt i hele byen, og Billund Kommune arbejder derfor på at skaffe yderligere testkapacitet til Grindsted i næste uge, så smittekæderne kan blive brudt.

– Vi står desværre og balancerer på kanten af, at enten Grindsted Sogn eller hele Billund Kommune kan blive ramt af en automatisk nedlukning, fordi vi kommer over sundhedsmyndighedernes grænse for smittetal. Derfor skal der lyde den klare opfordring, at vores borgere lader sig teste – i særlig grad i Grindsted – og at man i øvrigt ser så få som muligt i sin sociale omgangskreds, indtil vi igen har fået kontrol over smitten, siger borgmester Ib Kristensen.

Man kan bestille tid til test via coronaprover.dk. På billund.dk/kviktest kan man se en oversigt over, hvor og hvornår man kan få en test uden tidsbestilling i Billund Kommune.
Desuden kan man se en oversigt over alle testmuligheder i hele landet på dette link.