Billund Idrætscenter indskærper parkeringsregler


Da Kenneth Andersen fra Billund for nogle uger siden her på BillundOnline påpegede en lidt uheldig trafikkultur i Billund, tog beredskabschefen i Billund kommune på rundtur til et par af de nævnte steder – blandt andet Billund Idrætscenter.

– Ved Billund Idrætcenter kører folk helt op til indgangen – dvs op ad brandvejen for at hente deres curlingbørn, lød kritikken i læserbrevet.

Efter besøget fra beredskabschefen har lederen af Billund Idrætscenter, John Ullerup, nu indskærpet parkeringsreglerne ved hallen.

– Problemet er brandvejen op og til BIC samt vendepladsen, som befinder sig nede ved vores store flagstang. Vi er blevet bedt om, at ingen parkerer på brandvejen og heller ikke nede på vendepladsen. På vendepladsen er det mest forældre til SFO-børn, der er problemet, lyder det i et skriv fra John Ullerup.

Han beder i sit skriv både BillundSkolen og Billund Idrætsforening om at indskærpe overfor forældre og medlemmer, at man bruger den dertil indrettede parkeringsplads blot 40 meter væk. Samtidig oplyser han om at politiet er blevet bedt om jævnligt at kigge forbi efter ulovlige parkeringer.