Billund investerer mest af de sydjyske kommuner

Modelfoto


Der er forskel på, hvor mange penge de sydjyske kommuner bruger på at lappe huller i vejene, bygge eller renovere skoler, plejehjem og sportshaller. Det viser en ny analyse fra DI Dansk Byggeri, der tager udgangspunkt i kommunernes investeringer i byggeri og anlæg i perioden 2017 til 2019.

Billund kommune ligger dog ret lunt i svinget med en placering som nummer syv i landet over kommuner, som investerer mest per indbygger. Kigger vi kun på de sydjyske kommuner, indtager Billund en klar førsteplads.

Billund kommune har de sidste tre år investeret i gennemsnit lige knap 4.200 kroner per indbygger – og dét er noget over landsgennemsnittet på 2.920 kroner.

– Billund er blandt de kommuner, som investerer allermest – ikke bare i Sydjylland, men i hele Danmark. Det er kortsigtet at spare på at vedligeholde bygninger og veje. Det bliver hurtigt tydeligt i bybilledet, hvis f.eks. skolerne er slidte. Det har betydning for, om kommunen er attraktiv for både dem, der bor der i dag, og for om det er muligt at tiltrække nye borgere i fremtiden, siger formand for DI Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.

Og det er afgørende for at de lokale virksomheder kan finde medarbejdere med de rette kompetencer i lokalområdet, mener Michael Mathiesen.

– Derfor er det vigtigt, at kommunerne så at sige investerer i fremtidens borgere, som jo er virksomhedernes fremtidige medarbejdere. Det kræver selvfølgelig, at der er plads i budgettet til at investere. Folketinget har både i år og til næste år lempet på anlægsloftet og åbnet for at kommunerne kan låne, så der er mulighed for at realisere fornuftige investeringer. Her er det oplagt at tænke i energirenovering og andre grønne tiltag, som sparer på energien. Det kan på sigt gøre det muligt for kommunerne at spare på den daglige drift af alt fra skoler og plejehjem til kontorbygninger, siger Michael Mathiesen.