Billund Kirke afvikler særlig gudstjeneste for hørehæmmede


Når der på søndag kl. 10.30 er gudstjeneste i Billund Kirke, så vil de faste kirkegængere opleve den som en lidt særlig en af slagsen.

Gudstjenesten vil nemlig også være tilrettelagt for hørehæmmede, da der er skrivetolkning på et lærred. Her vil sognepræst Peter Hjorth Fredensborg få assistance fra landsdelspræst Søren Skov Johansen, der er ansat af kirkeministeriet til at varetage og tilrettelægge gudstjenester for hørehæmmede vest for Storebælt.

Gudstjenesten på søndag er en ganske almindelig gudstjeneste, men der medvirker altså to præster, og alt fra indgangsbøn til udgangsbøn kommer via power point som rulletekster på et stort lærred, så hørehæmmede, der ikke fanger alt via højtaler og teleslynge, kan læse alt på et lærred.

– Disse tekstede gudstjenester giver et væsentlig bedre udbytte for hørehæmmede, og har man mulighed for at være med, så tag til Billund Kirke på søndag, lyder opfordringen fra formanden for Høreforeningen i Billund kommune, Kristian Hansen fra Vorbasse.