Billund Kommune bliver vært for fodboldfest til Euro 2020


Når fodbolden ruller til sommerens EM i 12 forskellige lande, så vil fodboldfeberen også brede sig til Billund kommune.

Som den første kommune i landet har Billund indgået aftale med DBU om værtskab for en fodboldfest i forbindelse med slutrunden. DBU har nemlig lavet et koncept, der spreder EM-fodboldfesten ud i hele Danmark med storskærmsarrangementer, Fanzone, Legends Tour med mobilt museum der genskaber hele Danmarks fest omkring EM i 1992, EM i straffespark og E-sport i form af en FIFA Turnering.

– EM 2020 er en af de største sportsbegivenheder vi kan drømme om i Danmark, og vi synes DBU kommer med et rigtig spændende koncept, som giver mulighed for at skabe en fodboldfest for hele Billund Kommune. Vi har spurgt fodboldformændene i hele kommunen, og de var meget enige om, at det var noget vi skulle gå efter, siger borgmester Ib Kristensen.

Faktisk var fodboldformændene ikke kun enige om, at det var en god ide at samarbejde om fodboldfesten med DBU. De var også enige om, at festen skulle finde sted på Byens Plads i Billund, og at der skal indsættes shuttle-busser, så fodboldfans i alle aldre fra hele kommunen kan deltage i fodboldfesten.

Især Billunds mange internationale borgere kan være med til give fodboldfesten et ekstra pift:

– Vi har både belgiske, finske og russiske borgere bosat, der kan være med til at gøre fodboldfesten endnu sjovere, vi har store virksomheder med pendlere i tusindvis, der forhåbentlig også gerne vil se fodbold i fællesskab og vi har et LEGO House, der kan være med til at skabe yderligere stemning. Og så har vi ikke mindst opbakning fra de øvrige klubber i kommunen, så vi sammen kan skabe en fodboldfest, siger Lars Thomsen, der er formand for BI Fodbold.

Billund Kommunes aftale med DBU omfatter de tre indledende kampe lørdag den 13. juni klokken 18.00 mod Finland, torsdag den 18. juni klokken 18.00 mod Belgien samt mandag den 22. juni klokken 21.00 mod Rusland. Går det som vi alle håber, og Danmark kommer i kvartfinalen vises den kamp også. Det er i så fald mandag den 29. juni.