Billund kommune har nu to folketingsmedlemmer


Med 9.540 personlige stemmer i Sydjyllands storkreds bevarer Venstres Anni Matthiesen fra Krogager sin plads i Folketinget. Hun blev den absolutte stemmesluger i Sydjylland foran Christoffer Aagaard Melson og Hans Christian Schmidt.

– Jeg er så glad og så taknemmelig for alle dem der har støttet mig, lyder det fra en jublende glad og rørt Anni Matthiesen onsdag eftermiddag.

– Jeg havde lidt en fornemmelse her i løbet af eftermiddagen, at den var hjemme, men jeg turde ikke helt tro på det, siger det genvalgte folketingsmedlem.

Med sig til Christiansborg tager hun Kris Jensen Skriver fra Grindsted. Den socialdemokratiske lærer, der har overtaget teten fra Troels Ravn, Vejen.

– Det er så vigtigt Kris kommer med. Det er dejligt at der fortsat er to fra vores område – en fra hver blok, påpeger Anni Matthiesen.

Og netop Kris Jensen Skriver har svært ved at få armene ned efter det her i eftermiddag stod klart, at han kommer med ind på det 6. mandat i Sydjyllands Storkreds med sine 3.723 personlige stemmer.

– Jeg er vildt lykkelig! Det er en vanvittig fornemmelse! Jeg er virkelig, virkelig glad, lettet og stolt over det her og jeg tænker først og fremmest på den helt fantastiske hjælp, jeg har fået fra en masse frivillige i min valgkamp, siger Kris Jensen Skriver, der nu skal have sagt sit job som lærer på Lynghedeskolen afd. Søndre op for at hellige sig politikerjobbet på Christiansborg:

– Der er gruppemøde i Folketinget allerede i morgen, så der skal jeg over og så må jeg jo finde ud af alle de nye ting, lyder det med en smil fra den nyvalgte socialdemokrat.

Med valget forlader Kris Jensen Skriver også kommunalbestyrelsen i Billund, hvor står til at skulle afløses af 1. suppleanten Rie Køppen.