Billund kommune inviterer til klimamøde

Billund Kommune holder klimamøder 14. og 15 . april med fokus på klimahandling. PR-foto Billund Kommune


Drømmer man om en vild have? Ville man ønske, at der var nogen i nabolaget at dele værktøj med eller låne service af til festen? Eller har man lyst til at bytte tøjet, der har ligget urørt i skabet i årevis, ud med noget andet uden at købe nyt?

Så er det nu, man skal melde sig til et af Billund Kommunes tre klimamøder, som holdes 14. og 15. april i henholdsvis Billund Idrætscenter og på Rådhuset i Grindsted.
Her kan man møde andre med mod på klimahandling, der kan lette presset på klodens ressourcer og sænke udledningerne af CO2.

– Vi holder tre klimamøder på hver to timer i forbindelse med, at vores klimaplan snart skal godkendes. På møderne kan man dels høre om klimaplanen, og om hvordan borgere rundt omkring har grebet klimaudfordringerne an i fællesskab. Og så er det tanken, at man kan finde sammen med nogen, som interesserer sig for det samme som en selv, og dele og udveksle idéer. Vi håber, at der på den måde kan blive sået nogle frø til lokale klimafællesskaber rundt om i kommunen, siger projektleder Julie Grønlund.

Det vi gør til hverdag, har stor betydning for klimaet
Klimamøderne er arrangeret i forbindelse med, at kommunens klimaplan skal godkendes til sommer. Målsætningerne i planen er i tråd med Parisaftalen, og inden for kommunegrænsen skal vi derfor reducere vores udledning af klimagasser med 70 procent i 2030 og være klimaneutrale i 2050.

Samtidig skal vi arbejde for at blive robuste og tilpasset klimaforandringerne, særligt øgede regnmængder og stigende grundvand. De ambitiøse målsætninger betyder, at både landbrug, virksomheder, energiselskaber, kommune og borgere skal i gang med at finde løsninger, der kan begrænse udledninger og afværge konsekvenserne ved klimaforandringerne.

– Vi har været i dialog med erhverv og landbrugsorganisationer i det seneste år, og der er stor vilje til at indgå i klimapartnerskaber med kommunen og andre aktører. De store reduktioner skal nemlig findes i erhvervene, energisektoren, landbruget og transporten. Men vi har også hver især som borgere et ansvar for at reducere vores klimaaftryk. Vores udledninger stammer fra transport og rejser, ting, vi køber, energi, vi bruger, og den mad, vi spiser. Og de udledninger kan vi reducere ved at ændre vaner, forklarer Julie Grønlund.

Det er ikke så let at ændre vaner, og derfor er der brug for at tage et skridt ad gangen. Og at gøre det sammen med andre. Derfor har klimamøderne fokus på, at klimahandling er noget, vi gør i fællesskab.

Tag bare børnene med
For de mindste børn (fra seks år) vil der være sjove aktiviteter, som f.eks. at lave sin helt egen klimavenlige madpakke. Og de ældste (fra 12 år) bliver udfordret i at få plads til mest muligt på cyklen, når den skal bruges til indkøb eller til en sheltertur med vennerne.

Klimamøderne foregår over to dage i Billund Idrætscenter fredag 14. april kl. 15-17 og på Rådhuset i Grindsted lørdag 15. april kl. 10-12 og igen fra kl. 14-16. Møderne er tiltænkt henholdsvis borgere i og omkring Billund, i og omkring Grindsted, og det sidste møde er målrettet borgere fra de mindre byer og landdistrikter. Men alle kan tilmelde sig alle tre møder.

Det er gratis at deltage, og tilmelding med antal børn og voksne skal ske på billund.dk/klima.