Billund Lufthavn har sendt 498 ansatte hjem

Foto: Billund Lufthavn


Mange aflyste fly og kun få passagerer på de fly, der er i luften. Det er virkeligheden lige nu for Billund Lufthavn, som derfor har sendt 498 af sine 1100 ansatte hjem på lønkompensation.

– En stor del af medarbejderne i lufthavnen arbejder med at servicere passagererne, deres bagage eller flyene. Den slags opgaver er af åbenlyse årsager betydeligt nedsat. Vi beholder dog fortsat personale på posterne, så vi kan håndtere de få fly, der fortsat kommer og specielt også de passagerer, der fortsat ankommer til lufthavnen, siger administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund og fortsætter:

– Det er en hård situation for os alle, jeg oplever en stor velvilje og opbakning blandt personalet til at passe på lufthavnen. Så vi er meget glade for hjælpepakken med lønkompensation, så vi kan holde på vore faste medarbejdere, men samtidig sende dem hjem med fuld løn, siger Jan Hessellund med henvisning til regeringens treparts-hjælpepakke med lønkompensation.

Derudover kigger Billund Lufthavn også på regeringens øvrige hjælpepakker, som forhåbentlig kan hjælpe med at bringe de faste omkostninger ned.

Men noget kører dog som normalt i lufthavnen, nemlig fragten.

På den sydlige side af startbanen håndteres alt luftfragt ind og ud af Billund, og de omkring 130 ansatte i Cargo Center Billund arbejder forsat med at servicere de 42 cargofly, der ugentlig flyver til og fra lufthavnen.

– Det er dejligt at se, vi kan bevare driftssikkerheden og dermed være med til at styrke forsyningen af varer mellem Danmark og resten af verden – også når Coronakrisen presser hele Danmark, siger lufthavnsdirektøren.