Billund-pige indtager modebranchen med egne designs

Linea Grundahl er opvokset i Billund og er til efteråret klar med sin og kusinen Annes første kollektion. PR-foto / Linea G


Efter sommerferien er Billund-pigen Linea Grundahl på gaden med sin første kollektion under mærket LINEA G – et brand hun styrer sammen med kusinen Anne Grundahl. For de to kvinder gælder det om ikke at hoppe med de hurtige trends, der med deres ord dukker op og forsvinder igen lige så hurtigt som “byens bedste bageri” på Instagram. For dem er den perfekte aftager af deres tøj kvinden, der holder fast i det tøj, der giver hende de rigtige følelser i maven – uanset tidens trend.

De to kvinder håber at de med deres tøj kan være med til at skabe en ny købsadfærd i modebranchen:

– Folk skal stoppe med at købe så meget tøj. Vi vil selvfølgelig gerne have kvinderne derude til at købe vores tøj. Men ikke for enhver pris. De skal købe vores tøj, fordi det klæder dem, og fordi de ser det som en del af deres garderobe de næste mange år,  siger Linea Grundahl, der er designeren i LINEA G.

– I virkeligheden vil vi bare gerne erstatte overforbruget med bæredygtigt forbrug ved at designe det tøj, der bliver hevet frem gang på gang, også efter 25 år. Tænk sig, hvis vores tøj kan gå videre til næste generation, og give samme følelse i maven og misundelige blikke fra veninderne, siger hendes partner i projektet, Anne Grundahl.

Meget er sket siden dengang Linea boede hos sine forældre i Billund, men rødderne sidder stadig dybt i hende.

– I min designproces bliver jeg inspireret af de mange indtryk, man får, når man bevæger sig i en storby som København. Selvom min inspiration kommer fra det urbane liv, har jeg altid fokus på kvinden i provinsen. Her kommer mine rødder fra det jyske til udtryk. Jeg designer tøj til de kvinder, man ser i gadebilledet hjemme i Billund – kvinden i supermarkedet, hallen eller til en festlig aften på Propellen, siger Linea G.

Noget af kollektionen kan ses her på firmaets hjemmeside.