Billund stadion får lys til aftenkampene

Martin Feltheim (tv) fra MF Energi skal stå for etableringen af det nye lysanlæg på Billund Stadion. Til højre Lars B. Thomsen, formand for Billund IF Fodbold.


En forespørgsel fra DBU omkring flere aftenkampe i hverdagene er årsagen til, at Billund IF Fodbold nu har iværksat implementeringen af lysanlæg på stadion – den såkaldte opvisningsbane. Hidtil har det kun været på træningsbanerne ved Billund Idrætscenter at der har været lys til aftentræningerne, men allerede sidste efterår var der en del kampe på stadion, hvor det kneb med lyset i slutningen af kampene.

– DBU vil gerne have vi afvikler flere kampe i hverdagene af hensyn til dommerfordelingen. Derfor er det nu på tide at få sat lys op på stadion, siger formanden for BI Fodbold, Lars B. Thomsen.

Han har allieret sig med indehaveren af MF Energi, Martin Feltheim til at etablere anlægget, der kommer til at bestå af fire master – to på hver side af banen – der skal stå fire en halv meter fra sidelinjerne – og 26 meter fra midterlinjen.

– Den nye stadionbelysning i Billund bliver med 250 lux – det er dobbelt så meget som der er på kunststofbanen ved siden af, siger Martin Feltheim. Han må siges at have ret god erfaring med stadionbelysning. Det var hans firma, MF Energi, der var med til at installere belysningen på Parken i København.

Investeringen i ny stadionbelysning kommer til at stå i 595.000 kroner – penge som Billund IF Fodbold har sikret sammen med Billund kommune, Ole Kirks Fond og Norlys. Og så bliver det i øvrigt også forholdsvist billigt at sætte lys på kampene på Billund Stadion fremover. Det vil koste under 200 kroner i strøm at belyse en hel fodboldkamp på små to timer.