Billund tror på chancen i aftenens pokalkamp

Arkivfoto


Billunds håndboldherrer i serie 2 spiller i aften kl. 20.45 landspokalkamp mod Firehøje, der til daglig spiller i serie 1. Trods den lille rækkeforskel tror Billunds træner, Peder Bjerring på en hjemmesejr:

– Vi er ret jævnbyrdige, men jeg tror på vores chance, selvom de spiller en række over os, siger Peder Bjerring.

Det var på yderste mandat, at Billund i det hele taget stiller med et seniorherrehold i denne sæson.

– Det har været svært at finde spillere nok til et hold, men det er lykkedes. Det betyder selvfølgelig også, at vi er et helt nyt hold med mange forskellige nye spillere fra både Grindsted og Billund, så spørgsmålet før aftenens pokalkamp er, om vi er spillet klar, lyder det fra Peder Bjerring.

Han håber på maksimal opbakning til kampen i Billund Idrætscenter i aften mod Firehøje, der spillede 3. division for få år siden, men nu er drønet ned i serie 1

– Med den rette opbakning fra tilskuerne i aften, så kommer vi videre i landspokalturneringen, konstaterer Peder Bjerring.