Billund vandt puljen igen-igen


Med en 5-0 sejr ude over Skovlund i den sidste kamp i foråret, blev Billund IFs dame senior igen-igen puljevindere i rækken. Dermed er holdet atter klar til at kvalificere sig til regionsfinalerne den 20. juni.

Billund-mandskabet gik igennem foråret med kun et enkelt nederlag, men det var til gengæld også et smertefuldt af slagsen; nemlig 3-6 hjemme til Hejnsvig, der også bejlede til førstepladsen i rækken.

Faktisk lå både Hejnsvig, Skovlund og Billund til at vinde rækken, og det hele skulle afgøres i den sidste kamp. Her skulle Billund vinde og helst med fire overskydende mål for at overhale Hejnsvig. Som heller ikke måtte vinde for meget i deres udekamp mod Faaborg/Vrenderup.

Med en tremåls-sejr til Hejnsvig og 5-0 sejren til Billund over Skovlund, endte puslespillet på den måde at Billund vandt rækken på bedre målscore end Hejnsvig.

Det er tredje sæson i streg at Billunds dame senior vinder puljen.