Billund vandt sæsonpremieren

Jes Dahlmann bragte Billund på 1-0. Senere scorede han også til stillingen 3-1.


Det blev til en sejr i sæsonpremieren for Billunds førstehold i serie 2, da Næsbjerg gæstede Billund Stadion.

Allerede efter et kvarter bragte Jes Dahlmann hjemmeholdet foran 1-0, men gæsterne sørgede for balance i regnskabet ved at udnytte et tilkendt straffespark til fulde og udligne til 1-1.

Med et kvarter tilbage bragte Alexander PC Plagborg Billund på 2-1, og så blev slutfasen noget mere spændende end den burde have været.

Ti minutter før tid slog Jes Dahlmann til igen og sendte bolden i nettet til 3-1, men alligevel var sejren slet ikke sikker. Kort efter lykkedes det Næsbjerg at reducere til 3-2 og i kampens døende sekunder var gæsterne igen uhyggeligt tæt på at passere Michael Andersen i Billund-målet. Men det blev ved forsøget og således kunne Billund sætte tre point på kontoen i sæsonens første kamp.

Næste kamp for de blå er hjemme igen på onsdag i næste uge, hvor der er lokalopgør mod Grindsted. Netop Grindsted spiller sin første kamp i sæsonen på lørdag hjemme mod Tjæreborg.
Kampen fløjtes igang på Grindsted Stadion kl. 16.