Billund vil være Danmarks første børnevenlige by og kommune


I de seneste ni år har Billund arbejdet med visionen om Børnenes Hovedstad, hvor børn lærer igennem leg og bliver skabende verdensborgere.

Nu har Billund også taget første skridt til at blive del af et globalt UNICEF-netværk af byer og kommuner, som vil bygge en særlig god ramme om et godt børneliv.

Som den første i Danmark er Billund blevet kandidat til at blive certificeret som Børnevenlig By og Kommune af UNICEF i det nye initiativ, som kommer til Danmark i 2020. For Billunds vedkommende gælder det hele kommunen.

Kandidaturet vækker glæde på borgmesterkontoret i Grindsted:

– Jeg er meget glad for kandidaturet. Det passer utrolig godt i den vision, vi har for Billund Kommune. Vi arbejder målrettet med at være Børnenes Hovedstad. Det gør vi på mange områder, men helt centralt er det, at vi tager børn og unge med på råd og samskaber med dem, når vi udvikler i hele vores kommune. Børn kommer med gode perspektiver, som folk på min alder ikke har, siger borgmester Ib Kristensen.

Men hvordan bliver man så officiel Børnevenlig By og Kommune? Det kræver konkrete handlinger for at fremme børns rettigheder og sikre, at børn bliver hørt ligesom der sammen med børnene skal udarbejdes en analyse og handlingsplan for børns rettigheder.

Lykkedes det kan Billund blive den første i Danmark med UNICEFs anerkendelse.

– I de fleste børnefamilier er det sådan, at hvis børnene har det godt, så har de voksne det også godt – og omvendt. Derfor er vi helt sikre på, at det kommer både børn og voksne til glæde, at vi formår at skabe et sted, hvor det er godt for børn at leve, siger formanden for Børneudvalget i Billund kommune, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Hun håber at mange borgere i Billund vil hjælpe kommunen med endeligt at sikre sig UNICEFs anerkendelse:

– Det er ikke nok, at vi politikere beslutter, at vi vil det her. Vores berettigelse til titlen beror jo netop på vores fokus på samskabelse. Vi skal have både børn, unge og voksne med i processen, siger Ann Charlotte G. Vilstrup.

Initiativet til at blive ”Børnevenlig By og Kommune” i Billund er skabt i et samarbejde mellem Billund Kommune, partnerskabet Børnenes Hovedstad og udviklingsorganisationen CoC Playful Minds. Partnerne forventer at arbejde hen imod en hurtig certificering.