Billund-virksomhed tæt på gigant-aftale


Hvis Danmark vælger Airbus Defence and Space som leverandør af sine nye kampfly, så får det direkte indflydelse på Billund-virksomheden Scandinavian Avionics. Firmaet har nemlig netop underskrevet en betinget samarbejdsaftale med Airbus Defence and Space om muligheden for at levere services og dele til det fælles europæiske kampfly Eurofighter. Et fly som Danmark altså overvejer som afløser for de aldrende F16-jagere.

– Hvis Airbus bliver valgt som Danmarks nye kampfly, så sender denne aftale os tre skridt op ad teknologistigen. Vi får simpelthen adgang til viden og teknologi, som vi ellers ikke havde fået. Og det vil i høj grad styrke vores udvikling, siger stifter og hovedaktionær af Scandinavian Avionics, Hardy Truelsen, Billund.

Virksomheden i Billund sælger, installerer, certificerer og vedligeholder nærmest alle elektriske og elektroniske dele på et fly; fx kommunikationssystemer, radar, navigation og de datanetværk, der sætter flyet i stand til at operere i en koordineret aktion.

Det er også de opgaver den betingede samarbejdsaftale mellem Scandinavian Avionics og Airbus indeholder, hvis Danmark vælger den europæiske Eurofighter som nyt kampfly.

 Udover den viden og teknologi-overførsel som vi i givet fald får, så er det bestemt også et kæmpe plus i bogen, at vi får en endnu tættere relation til Airbus, som er et stort potentielt marked for en virksomhed som vores, siger Hardy Truelsen.

Den betingede samarbejdsaftale med Scandinavian Avionics er en del af den europæiske flygigant Airbus’ plan om at lægge en del af produktionen og vedligehold af det europæiske kampfly hos danske virksomheder – hvis altså Danmark beslutter sig for at købe kampflyet Eurofighter Typhoon. Med købet og de etablerede kontakter, der følger med, vil en sådan ordrebog også kunne skabe store afledte samarbejdsmuligheder for danske virksomheder. Samarbejdsmuligheder, der vil skabe værdi for mere end 10 milliarder danske kroner.