Billunds butikker udvider åbningstiderne


Fra den 28. september og frem til jul vil butikkerne i Billund have ekstra åbent.

– Vi er simpelthen nødt til at prøve at gå med, når nu LEGO House åbner. Den første tid efter åbningen vil der være en champagneeffekt, som på en eller anden måde må samle nogle mennesker – og dér skal vi have åbent. Vores bedste måneder på året er november og december og dét kombineret med LEGO Houses nyhedsværdi, så burde det kunne støtte hinanden. Det er rigtig vigtigt for os, at de lokale bliver klar over, at vi forlænger åbningstiderne, og så retter turisterne formentlig ind, griner næstformand i Billund Handelsforening, Lisbeth Baungaard Gammelmark, der er indehaver af Beth Baun.

Fra udgangen af september vil butikkerne således have åbent fra 10-19 i hverdagene og 10-16 lørdag og søndag. De udvidede åbningstider gælder frem mod jul, hvor de evalueres af handelsforeningens bestyrelse.

– Vi trænger sådan til at få blod på tanden og jeg krydser alt hvad jeg kan for at det her bliver en succes og taget godt imod af de lokale. Vi kan jo ikke have en turistby med så mange udefra og så butikkerne er lukket – det kan vi jo ikke, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark, der samtidig fastslår:

– Det kan godt være vi ikke er ret mange butikker tilbage i Billund, men vi er klar til at kæmpe, siger Beth Baun-indehaveren, der er overbevist om at LEGO Houses spåede succes vil betyde flere butikker i byen – så snart der er plads til dem…