Billunds legeonkel fylder 70 år

Foto: KIRKBI A/S


I dag kan Kjeld Kirk Kristiansen fejre sin 70 års fødselsdag. Han blev født i 1947 – året, hvor det første LEGO legetøj i plastik blev produceret, heriblandt de første primitive LEGO klodser i plast.

Da han var 10 år gammel blev LEGO klodsen, som vi kender den i dag, produceret for første gang. Allerede dengang var Kjeld Kirk et passioneret legebarn og en sand mesterbygger. Således var han ofte med, når LEGO Koncernens udviklingsafdeling skulle finde på de næste års byggeoplevelser. Med andre ord – Kjeld Kirk Kristiansen er vokset op med LEGO klodsen og med LEGO Koncernen.

Efter et helt liv i LEGO Koncernen fratrådte Kjeld Kirk Kristiansen i slutningen af 2004 som administrerende direktør efter en turbulent periode i virksomhedens historie. I dag er LEGO-ejeren formand for bestyrelsen i KIRKBI A/S og medlem af bestyrelserne i LEGO A/S og LEGO Fonden.

Også posten som bestyrelsesformand for den almennyttige og velgørende fond Ole Kirk’s Fond har en stor plads i Kjeld Kirk Kristiansens hjerte. Fonden blev stiftet til minde om LEGO Koncernens grundlægger, Ole Kirk Kristiansen, og arbejder for at forbedre livskvaliteten for børn og deres familier.

Stort tillykke med de 70 år, Kjeld.