Billunds turister er særdeles tilfredse

Foto: Billund Photo


En ny tilfredshedsundersøgelse blandt turisterne i Billund sender topkarakterer i retningen af Børnenes Hovedstad.

– Den overordnede tilfredshed er på 4,8 ud af 5. Det er jeg virkelig glad for, siger turismekoordinatoren hos Billund ErhvervsFremme, Lea Bennedsen om undersøgelsen, der er foretaget af Dansk Kyst- og Naturturisme.

Det er især børnevenlighed, der trækker op.

– Børnevenligheden er på 5 ud af 5. Det kan man jo kun være glad for i Børnenes Hovedstad, hvor der jo er et stort fokus på børnefamilier. Derfor er det rigtig godt, at vi scorer så højt på børnevenlighed, smiler Lea Bennedsen.

Gennemsnitligt klarer Billund sig rigtig flot indenfor parametrene ’Tilfredshed med overnatningsstedet’ og ’Tilfredshed med attraktioner og oplevelsestilbud’, men er til gengæld i den lave ende i forhold til udendørsaktiviteter, såsom cykling, vandreture og sejlads.

Det er fjerde gang, at der gennemføres en tilfredshedsundersøgelse blandt turisterne i Billund kommune og resultaterne viser, at på en skala fra 0 til 10, er sandsynligheden for at gæsten vil anbefale Billund som destination, steget fra 8,4 i 2013 til 9,2 i 2017.