Blå blok står sammen om tilbage rulning!

Folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen fra Krogager.


Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er enige om at rulle regeringens planlagte stramninger af gødskningsreglerne på det såkaldte § 3-område tilbage, hvis regeringsmagten tipper efter valget.

Makværk. Rigide regler. Urimelige arbejdsvilkår. Sådan har bare nogle af de kritiske røster om regeringens udspil Naturplan Danmark lydt fra Venstres naturfondsordfører Anni Matthiesen. Men nu er hjælpen på vej til landmændene, der med regeringens udspil så ud til at lide massive økonomiske tab som følge af de rigide § 3-beskyttede områder. Sammen med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lover Venstre nu, at regeringens bebudede stramninger bliver rullet tilbage, hvis regeringsmagten tipper over til blå blok.

Jeg er utrolig glad, lettet og stolt på de hårdt pressede landmænds vegne, når jeg i dag kan sige, at det makværk, regeringen ligger op til, bliver fjernet igen såfremt vi vinder valget, siger Anni Matthiesen.

Blå blok står sammen

Regeringens udspil har sendt frygt ind i staldene for mange landmænd landet over, fordi værditabet af marskjorde som følge af § 3-områderne i det nye grønne Danmarkskort er langt større end regeringen forventer. Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer frygter konkurser, og landmænd der reelt er stavnsbundne til deres gårde uden muligheder for at drive et fornuftigt og effektivt landbrug.

Jeg håber stadig, regeringen vågner op og ser, at den lovpakke, de har fremlagt slet ikke står mål med virkeligheden. Det er absolut ikke mere rigide regler landbruget har brug for at skabe vækst, arbejdspladser og dynamik i en branche der i forvejen er presset til bristepunktet. Jeg er derfor glad for, at jeg i dag kan love landmændene, at der senest efter valg igen vil være politisk velvilje til at løse udfordringer for landbruget, frem for at skabe dem, siger Anni Matthiesen.