Bo Vilstrup løb med førstepræmien i Rotary-lotteri

Bo Vilstrup fra Billund modtager nøglerne til sin nye bil. Privatfoto


Trods udfordringer med corona kunne Give og Billund Rotary Klubber for nogle uger siden melde alt udsolgt af årets 2500 lodsedler – et lotteri, der havde en bil som hovedgevinst. Corona-udfordringerne bestod i at de lokale rotarianere ikke som vanligt kunne komme rundt til forskellige arrangementer for at sælge lodsedlerne.

Alligevel blev der især i Billund givet en stor hjælpende hånd med salget i forbindelse med afviklingen af arrangementerne under Costa Del Billund.

Og nu er vinderen af hovedgevinsten – en Mitsubishi Space Star 1,2 Invite – fundet. Det blev Bo Gaardsvig Vilstrup fra Billund, der søndag kunne afhente sin præmie hos Fasterholdt Biler. Her fik han overrakt nøglerne af Aage Buch, Billund Rotary Klub og Benny Kirkeby, Give Rotary Klub.

– Der har været en utrolig opbakning fra erhvervslivet i Billund og Give med mange sponsorater, der er afgørende for det flotte overskud fra lotteriet. Overskuddet giver mulighed for at hjælpe på de tre områder beskrevet på lodsedlerne. Hjælp til udsatte børn og familier i lokalområdet, almen kultur- og ungdomsudveksling og bedre vandhygiejne i Sydafrika, lyder det i en kommentar til årets lotteri fra Give og Billund Rotary klubber.